Forståelsesbesættelsen

For halvandet år siden lavede jeg denne video, hvor jeg taler om, at kommunikation er kaos.

Hvis du ikke lige kan se videoen nu, handler den kort skrevet om, at kommunikation er fantastisk og rummer så mange muligheder. Men desværre betragter vi den også alt for lineært, og det fører til mange frustrationer. Derfor skal vi betragte kommunikation som kaos i stedet.

Jeg lavede ikke opfølgningsvideoen, hvor jeg lovede et svar, for svaret viste sig at være langt større, end at jeg lige kunne få det ned på video. Det er også det, der er en af drivkræfterne for ”Medmennesket har altid ret”. Men jeg vil gerne sætte flere ord på, hvorfor jeg mener, at det er vigtigt at tænke kommunikation som kaos.

Væk med besættelsen

Jeg vil nemlig gerne have, at vi slipper vores forståelsesbesættelse. Indrømmet, det kan lyde underligt, når forståelsen er et kernebegreb, når det kommer til kommunikation. Men af mange årsager, har vi sat forståelsen som en betingelse for kommunikation – og relation.

For eksempel har de fleste nok hørt, læst eller set Stephen Coveys berømte citat: Søg først at forstå – dernæst at blive forstået. (Det er den femte vane ud af hans famøse syv vaner). Det lyder også godt, og giver ofte mening, men det skal ikke være et fundament for kommunikation, for der er efter min mening to mangler i det ellers gode råd: Nemlig at den betragter kommunikation som lineært og forståelse som fuldt ud opnåeligt. Han bruger blandt andet medicin som eksempel: Hvis jeg ikke forstår din sygdom, kan jeg jo heller ikke give dig den rigtige medicin.

Kommunikation er ikke lineær

Det kan godt være, at vi stort set altid reagerer på det, der lige er sagt, når vi selv siger noget. Altså at jeg forholder mig til det, der lige er sket, og du gør det samme, når jeg har sagt noget. På den måde kan man godt tale om, at der i ordenes turtagning er et lineært forløb. Men:

• Hvordan jeg siger det, jeg gør
• Hvorfor jeg siger det, jeg gør
• Hvad jeg reagerer på i det, du sagde
• Hvilke associationer jeg får, nu du taler
• Hvad der ellers forgår i mit hoved

Behøver ikke at have noget med det lineære forløb at gøre. Men det forventer vi jo: ”Jeg sagde x til dig, ergo hørte du x, og hvis det på et tidspunkt går op for mig, at du ikke lever op til min forventning, har du fejlet”. Jeg kan godt forstå, hvordan en samtale, der tager udgangspunkt i en diagnose og en recept har et forløb, der virker lineært.

Men selvom det lykkedes lægen at komme med en diagnose og udskrive medicin, er det ikke det samme som at sige, at der er skabt en forståelse, der ligner forståelsen i den andens hoved. Får vi hentet medicinen? Fangede vi hvor ofte den skulle tages? Og får vi gjort det? Får vi læst indlægssedlen og ved, hvilke bivirkninger, vi skal holde øje med? Lagde lægen mærke til, at vi også sagde, at vi havde ondt tommelfingeren? Hvor travlt havde hun i diagnosticeringsøjeblikket?

Det, vi troede, var en forståelse, rejser altså endnu flere spørgsmål, som vi måske overser, fordi vi jo ”forstod” hinanden.

Kort sagt: Hvis du før har sagt eller hørt sætningen: ”Jeg HAR jo sagt det til dig”, ved du måske, hvad jeg taler om…

Det fører mig frem til den anden mangel i Coveys (og de flestes) perspektiv. Kan vi overhovedet sige, at forståelsen er opnået? Hvis jeg først skal søge at forstå, hvornår ved jeg så, at det er min tur til at blive forstået. Dette beskriver jeg selvfølgelig også ovenstående, men jeg vil gerne lige tage det et skridt videre:

Hvorfor al den besættelse af forståelse?

Kommunikation betyder faktisk ikke, at vi skal skabe forståelse, men blot at gøre fælles. Jeg kan godt forstå, at vi gerne vil skabe forståelse – det vil jeg da også selv.

Men fordi vi vil, er det ikke det samme, som at vi gør det. Forståelse er så fantastisk, fordi vi bilder os ind, at vi nu har samme billede i hovedet som den anden, og så kan vi eliminere tvivl og alle de følelser, den tager med sig:

”NU har jeg forstået, hvorfor du gjorde som du gjorde, så NU kan vi godt fortsætte kollegaskabet”. ”NU har jeg forstået, hvorfor ledelsen gjorde sådan, så NU kan jeg godt arbejde videre”. ”NU har jeg forstået, hvorfor min ægtefælle sagde sådan, så NU er mine gode følelser genoprettet”. ”Nu har jeg forstået, hvorfor hinduer gør som de gør, så NU er jeg ikke bange for dem”.

Korsvejen

Forståelsen bliver på den måde en (forståelig) korsvej for den videre relation: HVIS jeg forstår, kan relationen begynde eller fortsætte. Hvis IKKE, stopper det her.

Jeg skriver i dette indlæg at tage den andens andethed alvorligt og i dette om at være i uendeligheden sammen. Begge dele er relevante for denne måde at tænke om kommunikation. Men her vil jeg gerne komme forbi et sidste begreb, som kan hjælpe os af med forståelsesbesættelsen, og det er:

Apori

Når man i dag læser Platons dialoger, hvor han lader Sokrates gå rundt og have samtaler i mange forskellige situationer og med mange typer formål, rammes man ofte af en frustration:

Nu har jeg lige læst et knudret sprog med en masse referencer til folk og begivenheder, jeg ikke kender, og så må konklusionen være min belønning for det hårde arbejde. Og så er der dælme ingen konklusion! Ingen vise ord, der afrunder seancen. Ingen indrømmer noget. Der er bare forvirrede tilstande hos de medvirkende og ikke mindst hos mig selv.

Forestil dig en Olsen Banden film, hvor de hele filmen taler om et kup, og hvor Yvonne blander sig med en lang række ord. Egon svarer, Benny taler om øl, Keld er bange, og så slutter filmen.

Hvor vover Platon det?

Det er, fordi han ikke led af forståelsesbesættelse som os. Apori betyder ”forvirret tilstand” eller en ”gåde”, og det er et kernebegreb i dialogerne. Vi kan sagtens have gjort vores verdener fælles, som kommunikation betyder, uden at det skal ende med en ”fælles forståelse”, der skal være gatekeeper for vores videre relation.

Jeg var en gang hos slagteren og spørge efter, om han havde overtaget ostehandlerens leverandør, da ostehandlerens butik lukkede. Han svarede, at der var tilbud på skinkesalat. Jeg købte en flaske vin. Næsehornsbillen er verdens stærkeste dyr. Hvordan har du det nu?