At kommunikere alene

Få indlægget læst op her:

Jeg er akademisk opdraget til, at sandheden findes i mødet, og det er der også mange gode grunde til. Det er i mødet med den anden, vi kan reagere på hinandens adfærd, finde den fælles grundklang og dele kontekst. I forhold til sidstnævnte ved vi for eksempel, hvor svært det kan være at forstå hinanden til onlinemøder, når vi ganske vist taler sammen, men med hver sin kontekst. ”Fællesskab fødes, når jeg bliver til os”, som Per Krøis Kjærsgaard så smukt skriver i ”Giv os lyset tilbage”.

Noget kunne dog tyde på, at selv det direkte møde ansigt til ansigt ikke er nok. Det kan jo sagtens være, at vi går endnu mere forvirret fra et møde eller senere finder ud af, at vi da vist ikke lige fandt frem til en fælles forståelse.

Hvad er kommunikation?

Lad os lige kort se på, hvad kommunikation egentligt er:

Kommunikation betyder ”at gøre fælles”.

Det betyder, at langt det meste af det, vi kalder kommunikation, i højere grad er information, som betyder ”meddelelse”. Jeg er godt klar over, at de to begreber er beslægtede, og vi kan se på den samme situation, som du kalder en kommunikationssituation, og jeg kalder det en informationssituation. Så lad mig lige uddybe.

Når vi fx ser på arbejdslivet, bliver langt de fleste møder jo afholdt, fordi vi skal informere hinanden. Der kan være fælles dagsorden, og vi kan sidde med hver vores dagsordener og budskaber. Det kan godt være, at vi siger, at vi sammen finder på løsninger – fx om hvornår det næste møde skal være. Men vi får ikke gjort så meget fælles – andet end at skabe et kompromis mellem vores individuelle budskaber.

Virksomheder taler også om, hvad de ”kommunikerer ud”, og eksperter rådgiver i ”effektiv kommunikation”. At gøre fælles er ikke effektivt – det er nærmere alt andet end effektivt. Og at kommunikere ”ud” betyder, at man ikke lige er så meget optaget af at tage noget ind. Så begge dele vil jeg kalde information.

At gøre fælles handler i min bog om, at man udvikler et fællesskab – at man kommer frem til at se hinanden som medmennesker. Det betyder, at jeg ikke bare skal komme frem, hvad du siger. Det betyder faktisk heller ikke, at jeg skal komme frem til, hvorfor du siger det, du siger. For det er jeg overbevist om, at vi aldrig kan vide. Det er jo ikke engang sikkert, at du selv ved det.

Men selvom jeg ikke kan forstå dig, så kan jeg godt have forståelse for dig. Jeg forstår, at du et medmenneske, og at du derfor har ret – i din verden.

Den skrøbelige forståelse

Det er altså mere vores verdener, der gøres fælles, end vores ord. For ordene og den fælles forståelse er for skrøbelig i sig selv. Det skal jo være sådan, at uanset om du får det sagt forkert, har en fundamental anden mening, eller er for påvirket af udefrakommende faktorer, er du stadig et medmenneske – og dermed én, jeg gerne vil fortsætte kommunikationen med og være nysgerrig på.

Jeg er helt med på, at de fleste møder handler om, at der er en dagsorden, som vi skal igennem, og når den er slut, har vi ikke mere at tale om. Alt andet vil være ”ineffektivt”.

Men har du før oplevet, at du vist ikke fik sagt det, du ville? Eller at du tænker videre over de andres motiver, interesser og generelle verden? Eller har du som mange andre oplevet, at de meget effektive onlinemøder efterlader dig med en følelse af, at det ganske vist var effektivt, men heller ikke særligt socialt – eller medmenneskeligt?

Kommunikationen rækker ud over mødet

Udvekslingen af ord slutter, når mødet slutter, men det gør kommunikationen ikke – når man ser den som at gøre vores verdener fælles og vedvarende skabe medmennesker.

For nu har jeg muligheden for at tænke mere over din verden. Der er en masse tomme felter, når jeg skal forsøge skabe en sammenhæng mellem din verden og min. Jeg kan selvfølgelig også fravælge den proces og gøre din verden til det, din adfærd gjorde ved mig:

”Du sagde noget, jeg tolker som vredt, så din verden består af vrede”.

Jeg dedikerer altså ikke kræfter til din andethed. Dette valg kan jo også sagtens bero på en forståelse af, at mødet jo er i sandheden, så det rager ikke mig, hvordan din verden ellers ser ud. Det er i hvert fald ikke noget, jeg skal gå rundt og gætte mig frem til.

Fantasiens bidrag

At tage den andens andethed alvorligt handler blandt andet om, at det er alt for simpelt at gå rundt med én forklaring på dine ord og valg. Der ligger jo en gigantisk kompleksitet i alt det, vi selv gør, så mon ikke også der gør det hos den anden? Så din verden er også stor, og det er der, fantasien kan komme i spil. Der er ikke rigtigt noget, der kan omfavne kompleksitet som fantasi. Alt andet reducerer kompleksitet.

Jeg kommer til at skrive meget mere om fantasiens væsen, så nu holder jeg lige snuden i sporet.

Jeg vil dog lige sige, at fantasi ikke er noget, der er reduceret til børns leg. Vi bruger den ca. halvdelen af tiden generelt og endda 10 procent af tiden, når vi arbejdet fordybet, på fantasi. Alt omkring dig er blevet til virkelighed, fordi én engang forestillede sig, at det kunne laves. Det kan du læse mere om her.

Når jeg kommunikerer alene, er det fordi jeg tilsætter fantasi til vores møde. Hvordan ser din verden ud? I hvilken verden giver alt det, du sagde, mening? Hvorfor er det, jeg skal fortsætte at kommunikere med dig? Fantasien kan altså udvikles til en konkret nysgerrighed.

Løgstrups kortsyn og langsyn

Og nu begynder vi sandelig at kunne binde enderne sammen. Ovenstående er noget, jeg har tænkt over længe, og sørme om jeg så ikke fandt ud af, at K.E. Løgstrup for længe siden havde skrevet sammenhængen, der fik det til at falde på plads for mig. Han skrev blandet andet:

”At stå ansigt til ansigt med et andet menneske gør mig nødvendigvis kortsynet. I og med at mødet lægger beslag på mig, stækker det min fantasi. Den kan ikke bevæge sig frit omkring i den andens historie og verden, thi min holdning, tanke og følelse er snævret ind til at være svar på, hvad der aktuelt optager den anden, og hvad han forlanger og venter af mig.”

Så når jeg mener, at forståelsen i mødet er for skrøbelig, er det fordi, vi i mødet hele tiden er tvunget til at forholde os pludseligt til hinanden. Det er et kaos af tanker, reaktioner, forstyrrelser, dagsordener, beslutningskrav, effektivitet osv. Møder kan ganske vist være menneskelige – men de er ikke nødvendigvis særligt medmenneskelige.

Her kunne det fx være en fordel at indføre mere stilhed i mødet, som Bastian Overgaard af mange årsager skriver og taler så fantastisk om. Derudover kan vi også rette opmærksomheden på, hvordan vi fortsætter kommunikationen alene og via fantasien aktiverer langsynet.

Langsynet handler om, at jeg ikke er ”forlangt” af nogen eller noget, som jeg er, når jeg hele tiden skal tage stilling til andre og deres ord. I stedet aktiverer jeg et overskud til at forstille mig den andens historie og verden. Her tilbyder fx litteratur noget meget vigtigt, fordi de fleste værker giver os hele billeder af mennesker, og det skærper vores forestillingsevne og giver os farver til det indre lærred, når vi fremmaler den anden. Det er i øvrigt også derfor, den såkaldte ”narrative medicin” er blevet skabt. Gennem læsning af litteratur og egen skrivning udvikler medicinstuderende bedre evne til empati med patienten.

Så lige for at være klar: At kommunikere alene handler om, at du bruger din fantasi til at forestille dig den verden, der giver mening for den anden. Du kan have mange bud på det, og den kan du omsætte til en nysgerrighed, som du evt. kan undersøge i næste møde. Det betyder selvfølgelig også, at du kan forestille dig, at den anden i sin fritid sidder og stikker nåle i Voodoodukker, der forestiller hvalpe, hvilket støtter din tanke om, at vedkommende bare er grundlæggende ond.

At kommunikere alene skal ikke stå alene

Det er derfor vigtigt, at du ikke tænker, at alene-kommunikationen er nok i sig selv. Det direkte møde giver jo netop muligheden for igen at skabe samklangen, og her vil nogle af dine fantasier om den andens verden kunne stå sin prøve. Ellers som Løgstrup ville sige:

”Positiv er fantasien som handlingsgrundlag i forhold til medmennesket, negativ er den som kilde til vores destruktive billeddannelse.”

Men hvis mødet alligevel skal til, hvad skal man så med alene-kommunikationen? Den giver dig netop et reservoir af muligheder for at gøre verden fælles. Uden dette reservoir kan vi gå i årevis uden at gøre verden fælles, fordi vi alligevel for længst har konkluderet, hvad den anden er, og dermed holder vi også fast på, at det i virkeligheden handler mest om vores egen opfattelse. Altså ikke-kommunikation.

Vi informerer til mennesker og kommunikerer med medmennesker – også når de ikke er der.