Uendelighedshvile

Francis Bacon (1561-1626) var en mildest talt mangefacetteret mand. Han var filosof, digter, jurist, politiker og meget andet. En af hans store missioner var at bidrage til, at menneskeheden kunne forene sig, så vi kunne løse større problemer og give alle bedre livsvilkår. Det kan jo være svært at være uenig i.

Selvom han levede i en meget anden verden, da det jo er 400 år siden, han levede, er mennesket basalt set det samme. Og da hans ønske og arbejde virker mere aktuelt end nogensinde, er han bestemt værd at se nærmere på.

Det gjorde jeg også meget i min forrige bog, hvor jeg beskæftigede mig med de vrangforestillinger, han mener, forhindrer os til at skabe en fælles forståelse af verden.

Men i dette indlæg vil jeg hellere henlede opmærksomheden på et citat fra hans hovedværk “Novum Organum” (Den store fornyelse). Dette citat har jeg brugt i hundredvis af foredrag:

Menneskesindet finder hvile i generaliseringer.

Fem ord. Med så lidt kan siges noget så genialt!

Prøv at tænke på, hvordan du fx selv reagerer, når verden presser på. Er du god til at forstå, at hvert menneske er unikt og har sin egen forståelse af verden? Bliver du en god lytter? Udviser du empati?

Jeg gør i hvert fald ikke. For under pres stiger behovet jo for at finde hvile. Og så længe man er menneske, kan den hvile ifølge Francis Bacon så findes i generaliseringer.

Så er selv den mindste udmelding SÅ typisk for alle i regnskabsafdelingen. En enkelte sætning fra ekspedienten er SÅ typisk for alle, der arbejder i butik. Politikerens udmelding er SÅ kendetegnene for alle politikere. Hvor er det dejligt med al den ro, det giver mig i hovedet. Også i forhold til, hvad andre BARE skal gøre for at løse det hele.

Jeg er så glad for citatet, for ganske vist beskriver den noget ved mennesket, som ikke er det mest konstruktive. Men det er det mest forståelige. Det er også derfor, jeg tror, at så mange foredragstilhørere har ladet telefonerne fange ordene, når jeg har skrevet dem på en flipover. Det forklarer så godt, hvorfor vi helt menneskeligt – og dermed også forståeligt – har brug for at hoppe over, hvor forståelsesgærdet er lavest, når forstyrrelserne har taget over. Det gælder både os selv og alle de andre.

I bogen kommer jeg til at dykke mere ned i denne “generaliseringshvile”, og hvordan vi kan forstå den. Jeg kommer også frem til mit bud på, hvordan vi i stedet for at finde hvile i generealiseringerne kan finde hvile i uendeligheden. Det sidste betyder ikke døden, selvom det selvfølgelig også er en form for hvile…

Men at vi i stedet finder hvile i, at der er en uendelighed af muligheder omkring os, og det er helt ok at være i det uden at skulle skabe sig et hvilepunkt i form af en generalisering. Uendelighed er et hvilepunkt.

2 kommentarer

  1. Hvor lyder det her spændende – at følge med i dine tanker, overvejelser… at følge med i kompleksiteten på vej mod en ny bog som et “medmenneske” bruger tid og ressourcer på, for at dele viden, tanker mm med sin omverden.

    Yes… Jeg er optaget af kommunikation og tanken om, at vi alle BARE taler ud fra en taget position (Campbell, Grønbæk, 2006), som vi til enhver tid kan forlade og tage ny. Sikke et hav af muligheder det skaber og mange “sande” perspektiver, der er i omløb. Jeg oplever i mit daglige arbejde at netop viden om positioner og arbejdet omkring at skabe forståelse for hinandens positioner giver ro og skaber trivsel.

Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *