Hvem har ønsket untact-bevægelsen?

Det er en ustoppelig bevægelse, der hele tiden får flere og flere penge, samtidig med at de tjener endnu flere. Jeg tror ikke, at den har haft en stiftende generalforsamling eller har et fungerende forpersonsskab. Men alligevel har den stadigt stigende indflydelse på dit liv. Dog kan jeg simpelthen ikke finde ud af, hvem der faktisk har bedt om den.

Hvad er det?

Untact er et begreb, der dækker over det, der skal sørge for, at mennesker ikke kommer i direkte kontakt med hinanden. Det er tech-giganternes bevægelse mod et metavers. Det er selvbetjeningskasserne i supermarkedet. Det er dagligvarer bragt til døren, onlinemøder og generelt livet hver for sig.

Jeg er helt med på, at det stort set altid handler om praktiske løsninger på problemer. Det har vi i den grad også nydt godt af, da det var farligt for os at være i kontakt. Men det var også kommet inden Covid19, og det kommer til at tage endnu mere fart efter Covid19 (hvis man kan tale om et decideret ”efter”).  Det er jo også alt sammen så smart.

Interviewrobotten

Tag fx amerikanske Hirevue. De sælger blandt andet muligheden for, at virksomheder kan sørge for, at jobsøgende holder deres første jobsamtale med en algoritme. Som ansøger skal du sidde og svare på spørgsmål til dit kamera, og gennem processen beregner systemet dine ord, måden du siger dem på, din mimik osv. Hvis algoritmen siger god for dig, kan det være, at du møder et menneske i næste runde, men ellers er det meningen, organisationen ellers er fri for at skulle møde de mulige, kommende kolleger.

Hvis du overvejer, om der er en vis antipati i min tone, kan jeg bekræfte dig i det. Hvis du tænker på, om jeg er ved direkte at kaste op over det, må jeg igen bekræfte.

Det mest overraskende ved Hirevue var for mig, at jeg kunne finde bunker af videoer og viden om, hvordan jeg kunne klare mig bedst muligt, hvis jeg skulle til den type samtale. Men kun en video tog sig af spørgsmålet: Hvorfor i alverden findes det her?

Jeg kunne ikke finde ud af, om det bare er mig, der mentalt lever i Matador-tiderne, men da jeg skrev om det på LinkedIn, skal jeg ellers love for, at jeg følte mig som en del af et fællesskab. En af kommentarerne beskrev det også som endnu et untact-tiltag, og så fik en underlig mavefornemmelse sit sande navn.

Igen vil jeg gøre det klart, at untact-løsninger var super gode, når vi ikke må komme i direkte kontakt med hinanden, men det er vel meningen, at vi skal standse den udvikling i tiden efter og ikke accelerere den?

Social junkfood

Konsekvensen er basalt set, at den sociale art har brug for interpersonel næring, og meget af det, den får i dag er junkfood.  Det er lettere, hyggeligere og smager godt på farten, men det giver ikke en social mæthedsfornemmelse. Og sulten kan mærkes i form af ensomhed og eksistentiel frustration. Det kan mærkes i, at tiltag, der tidligere var målrettet børn med autisme nu også skal bruges på større målgruppe, fordi de også har svært ved at tolke menneskelig adfærd, når den sker væk fra en skærm. Endelig skal man ikke læse meget i den nye nationale sundhedsprofil for at kunne konkludere, at noget er helt galt med danskernes velbefindende.

Ikke desto mindre kører toget. I Sydkorea er fx 12 ud af 15 ”unicorns” (Privatejede virksomheder med en markedsværdi på over 1 mia. dollars) baseret på untact-samarbejde. I samme land har regeringen planlagt at investere 25 mio. dollars i at hjælpe mennesker med depression på grund af manglende kontakt under pandemien. Det lyder jo meget godt – bortset fra, at løsningen skal være en digital platform.

Behag eller behov?

Når vi taler om untact bliver argumentet ofte, at det jo letter så mange ting. Det er godt med fleksibiliteten og det hybride samarbejde. Og vi skal selvfølgelig heller ikke tænke det her binært, men det betyder ikke, at vi skal stoppe med at tænke. Selvom det er er lettere og giver mere fleksibilitet kan det jo være, at det stadig ikke er det, jeg har brug for som menneske.

Måske har jeg også brug for at blive konfronteret med det, der ikke er mig selv på en måde, så jeg ikke bare kan klikke væk. Det er vel en del af det at være menneske, at vi skal kunne rumme forskelligheden og ikke flygte fra den eller helt undgå den.

Jeg hører også argumentet, at de fleksible rammer gør os mere frie til at bruge tiden, som vi vil. Men hvad bruger vi den på? Contact eller untact?

Jeg håber, at det for flestes tilfælde stadig er mere contact en untact, men vi bliver nødt til kunne tale om det her.

Udgivet
Kategoriseret som Begreber

1 kommentar

  1. Du berører noget meget væsentligt Tommy! Vi tager det menneskelige og særligt det medmenneskelige ud og det få mig til at gyse. Som med mange nye ting kan vi ikke til en start gennemskue konsekvenserne. Det kræver vågenhed.

Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *